Menu Luk

Om Sara Sofia

Sara Sofia – Imago parterapi og individuelle samtaler i Nykøbing Sjælland

Jeg har gennem hele mit liv haft en dyb interesse for mennesker – og for, hvordan vi kan leve mere bevidst med kærlighed, ansvar og kontakt til os selv og hinanden.

Det, der driver mig, er ønsket om at hjælpe mennesker med at skabe det bedste af alle liv – for dem. Ikke et liv tilpasset omgivelsernes forventninger, men et liv levet med kompas fra det indre: fra egne værdier, ressourcer og ægte længsler.

Jeg er vokset op på et kursuscenter for personlig udvikling, hvor begge mine forældre holdt kurser og underviste. I perioder boede der mennesker hos os, som havde det svært i livet. Ved vores spisebord handlede det ikke om vejret, men om mennesker, relationer og hvordan vi har det. Det har givet mig en dyb nysgerrighed på mennesker og en tidlig øvelse i at sætte mig ind i andre menneskers måder at leve livet og fungere på.

Jeg har altid arbejdet med mennesker i livets svære og sårbare situationer. Blandt andet som hjælper for børn og voksne med fysiske handicap, nogle af dem på respirator, hvor ro og nærvær bogstaveligt talt kan være livsvigtigt. Med børn og unge med tilknytningsforstyrrelser, som lærte mig, hvor afgørende kontakt er, og at nærvær kan føles farligt, når man er blevet svigtet. Det samme ser jeg hos par: nærheden, vi længes efter, kan også vække angsten for ikke at blive mødt og set.

Og i dag i socialpsykiatrien, hvor jeg har lært, at ingen mennesker er ens, og samtidig hvor ens vores udfordringer kan være. Og vigtigst af alt: hvor meget vi har til fælles, og at vi alle bærer længslen efter at blive set, mødt og forstået. Mit arbejdsliv har givet mig en stor tryghed i at møde mennesker med deres historie, hvad den end rummer.

Stenstrand og hav ved kysten i Odsherred

Hos Iris Johansson har jeg gennem fem år arbejdet dybt med mig selv og med at forstå, hvordan vi mennesker fungerer. Det har givet mig en grundlæggende forståelse af, at alle mennesker er lige værdifulde, og at vi alle bærer på kvaliteter og ressourcer, selvom noget kan stille sig i vejen for at leve dem ud. Det gode liv ser ikke ens ud for alle. Ofte hører jeg: “Det er der ingen, der har fortalt mig før.” Når vi sætter ord på det, der foregår indeni, og bliver spejlet, giver meget pludselig mening.

Mit eget livsfundament er Martinus Kosmologi. Det har formet mit menneskesyn og min forståelse af udvikling, ansvar og næstekærlighed. Har du selv et spirituelt livssyn, er der god plads til det her. Men uanset hvad du tror på, eller hvordan du ser livet, tager vi altid udgangspunkt i dig og dit livssyn, ikke i mit.

Jeg arbejder normkritisk. Uanset køn, kultur eller relationsform, om I er monogame, polyamorøse eller noget helt tredje, er I velkomne her. Jeg har selv levet i mange forskellige relationsformer, så der er ikke noget, I skal forklare eller forsvare.

Morgentåge over engen i Odsherred

Forandring sker gennem forståelse og forbundethed. Jeg guider trin for trin og holder rummet trygt, så der er plads til at være ærlig og sårbar, med dig selv eller med hinanden. Din del er at møde op, som du er, og dele det, der er sandt for dig. Aldrig mere end du kan bære, men nok til at noget nyt kan opstå.

Uddannelser

Et udpluk af mine uddannelser:

  • Psykomotorisk terapeut (2007–2011), Skolen for Psykomotorik, UCC Hillerød
  • Kommunikation som Kunst (2012–2015), 3-årig uddannelse ved Iris Johansson
  • Personlig Udviklingsuddannelse (2023–2024), 2-årig uddannelse ved Iris Johansson
  • Imago-parterapeut (under uddannelse, forventet færdig maj 2027)
  • Imago Professional Facilitator-moduler: Organizations, Dyads og Groups and Families

Derudover har jeg en lang række uddannelser og kurser i kropsterapi og berøring.